Chefstrateg: Tre ting du bør holde øje med til efteråret

Mens du har holdt en velfortjent sommerferie, har finansmarkederne også ligget med fødderne  oppe. Men nu går vi ind i en periode, der vil blive afgørende for, om 2020 ender med at blive et godt eller skidt aktieår. Så hvad bør investorerne navnlig holde øje med i efteråret?

For Nordeas chefstrateg Andreas Østerheden og hans kolleger vil der i det kommende efterår navnlig være fokus på udviklingen af COVID-19, privatforbrugets udvikling og ikke mindst det amerikanske præsidentvalg.

Coronavirus
”Det store spørgsmål i efteråret bliver naturligvis, hvor godt vi lykkes med at få inddæmmet den globale smittespredning af COVID-19”, siger Andreas, der dog ikke forventer samme massive nedlukning af samfundet, som vi oplevede i foråret, hvis vi skulle se en genopblusning af smitten. ”I foråret så vi, hvordan en lang række lande lukkede store dele af samfundet ned for at bekæmpe smitten – med store konsekvenser for økonomien til følge. Vi er siden blevet klogere, og man vil sandsynligvis forfølge en mere lokal inddæmningsstrategi”, vurderer Andreas.

Som investor skal man huske på, at de negative økonomiske konsekvenser som følge af virusudbruddet næppe kommer til at stå alene, men vil blive fulgt op af modsvar fra politikere og centralbanker i form af hjælpepakker og pengepolitiske tiltag.

Privatforbruget
En anden vigtig faktor, der er værd at holde et vågent øje med, er udviklingen i privatforbruget. Både herhjemme, men især i de store økonomier. Under coronakrisen har privatforbruget verden over paradoksalt nok vist sig i fin form til trods for en langt højere arbejdsløshed end ved indgangen til 2020.

”Grunden skal nok findes i de rekordstore hjælpepakker, som har kanaliseret milliarder af kroner ud i samfundet”, forklarer Andreas og fortsætter: ”Det har også afspejlet sig i boligmarkedet, hvor vi især i verdens vigtigste økonomi, USA, oplever en pæn fremgang godt understøttet af lavere renter. Skal den udvikling fortsætte, skal hjælpepakkerne enten forlænges, eller også skal vi for alvor igen have gang i arbejdsmarkedet. Derfor vil det amerikanske arbejdsmarked også være et vigtigt fokusområde i løbet af efteråret”.

Præsidentvalget i USA
Det kan næppe komme som en overraskelse, at det amerikanske præsidentvalg er med på listen over afgørende begivenheder i dette efterår.

Andreas Østerheden portræt

”Det vigtige at tage med som investor er her, at begge præsidentkandidater har en stærk og ægte interesse i at løfte den amerikanske økonomi ud af krisen. Det vil sige, at uanset om den næste præsident hedder Donald Trump eller Joe Biden, kan vi forvente en række nye og store stimulans- og hjælpepakker, der skal kickstarte USA’s økonomi”, forudser Andreas.

”Så alt i alt har vi et spændende halvår foran os, hvor investorernes fokus vil være rettet mod indsatsen mod coronavirussen og den amerikanske økonomi. Og akkurat som i april og marts, da coronakrisen stod på sit højeste, er det vigtigt at bevare roen og holde fast i den langsigtede investeringsstrategi”, afslutter Andreas.