Valuta [copy] 1

2,7 mio. danskere har styr på billigste valutavalg i udlandet, når de svinger kortet
Når du hæver kontanter i en hæveautomat eller betaler med kortet i butikker, på hoteller m.m. i udlandet, får du typisk valget mellem betaling i den lokale valuta eller danske kroner. En ny måling viser, at seks ud af ti danskere vælger den lokale valuta. Det er smart, for det er den billigste løsning.

13 procent eller 600.000 danskere holder fast i danske kroner
En ud af otte vælger, at valutaen skal være danske kroner, selvom de betaler i udlandet. Det kan føles som et trygt valg at vælge danske kroner, for så ved man, hvor meget der bliver hævet på kontoen. Reelt er det den dyreste løsning.

Hopper du i ’kronefælden’?
En del hopper i ’kronefælden’. Kronefælden er, når betalingsterminalen eller pengeautomaten, der læser dit kort, vælger for dig og viser prisen i danske kroner. Så er det nemt for dig at taste koden og OK uden at stoppe op og bevidst vælge om til lokal valuta. Du har ret til at vælge. Får du ikke valget, så afbryd betalingen, og begynd forfra.

1,25 mio. danskere har ikke tænkt over, hvad de skal vælge
Mange  – 27 procent af befolkningen – har ikke tænkt over, hvad de skal vælge. Det er især kvinder. Målingens resultat tyder på, at privatøkonomi er et lavinteresseområde.

Sig nej, nej og atter nej til at betale i danske kroner
Hvorfor skal du vælge lokal valuta? Den lokale valuta er altid den billigste løsning. Så veksler du til kursen i Nordea på det pågældende tidspunkt, og du får typisk den mest fordelagtige kurs.

Når du vælger at betale eller hæve i danske kroner i udlandet, lægges der ofte et omregningsgebyr oveni af det udbetalende pengeinstitut. Det kan variere meget og gøre det dyrere, end når du vælger den lokale valuta.