Kursdyk på aktier

Globale aktier tog et dyk på omkring 10 pct. i oktober, men seniorstrateg Andreas Østerheden ryster ikke på hånden. Det er fortsat udsigt til pæne aktiegevinster det kommende år, vurderer han. Men investorerne skal indstille sig på, at der vil være større udsving end vi har været vant til den kommende tid.

Ro på. Det er helt normalt og det ændrer ikke på vores positiv forventninger til aktiemarkedet det kommende år.


Sådan lyder det fra seniorstrateg Andreas Østerheden, efter at globale aktier i oktober tog et ordentligt dyk og faldt omkring 10 pct. Men sådan en korrektion er ganske naturlig – vi havde også en i starten af året – og det betyder ikke, at vi står overfor en recession eller langvarige fald på aktiemarkedet, vurderer han.

”Vi forventer fortsat, at aktier vil klare sig godt den kommende tid og give et afkast, der er bedre end obligationer. Derfor er det vigtigt, at man som investor ser igennem den uro, vi har haft den seneste månedstid og tager de mere langsigtede briller på. Og gør man det, så er der faktisk udsigt til sol på aktiemarkederne. 
Selvom man må forvente lavere afkast end det vi har været vant til fremadrettet” fortæller Andreas Østerheden.

Selv om langtidsudsigterne på aktiemarkederne er lyse, så vil der dog fortsat være vind, der kan give udsving i begge retninger på markedet på den korte bane. Det skyldes ifølge Andreas Østerheden, at der stadig er en del usikkerhed omkring både handelskrigen mellem USA og Kina, politiske udfordringer i Europa i f.eks. Italien og Storbritannien, og endelig er der også usikkerhed hos investorerne omkring de stigende renter og den strammere pengepolitik fra eksempelvis den amerikanske centralbank, Fed.

”Vi kan ikke gardere os mod eksempelvis udmeldinger fra Donald Trump, så her må vi indstille os på, at han alene kan give udsving på markederne. Og så ser vi jo også højere renter og strammere pengepolitik, og med det følger normalt også større udsving, og det er vigtigt, at man som investor indstiller sig på det fremover. Men det er samtidig vigtigt at forstå, at de højere renter og den strammere pengepolitik i USA netop skyldes, at det går godt og at økonomien er stærk,” siger Andreas Østerheden.

Andreas Østerheden forventer, at vi fortsat vil se solid global vækst og flotte regnskaber fra virksomhederne, og han forventer, at globale aktier om 12 måneder er 5-10 pct. mere værd. Det skyldes blandt andet, at de amerikanske selskaber tjener rigtig gode penge i øjeblikket, og den økonomiske vækst særligt i USA er meget stærk.

”Ser vi på den lidt længere bane, så baner den skeptiske investorstemning og positionering vejen for højere aktiekurser i de kommende måneder, når uroen igen har lagt sig. Det betyder nemlig, at investorerne igen begynder at se på den grundlæggende økonomiske udvikling, der stadig er sund og robust, og dermed igen betyde at investere i aktier,” siger Andreas Østerheden.