Kort/kontant

Hver anden dansker nøjes med ét plastikkort på udlandsrejsen
Når turen går til udlandet, har hver anden dansker kun ét kort i lommen, og det er typisk et Visa/Dankort.  Kvinderne sætter rekord, da hele 42 procent af dem kun har Visa/Dankortet med på rejsen. For mænd er tallet nede på 34 procent. Når mænd nøjes med ét plastikkort, vælger 14 procent et kreditkort. For kvinder er det nede på 8 procent. Andelen, der rejser med kun ét kort, er skrumpet med 185.000. Det er en god nyhed, eftersom man kan komme i klemme, hvis man ikke har det rette kort på hånden. Der er tydelig forskel på mænds og kvinders brug af kort på rejser. Det skyldes interesse eller mangel på samme. Ser man på fordele og ulemper ved brug af hhv. et Visa/Dankort og et kreditkort i udlandet, opdager man, at der er god grund til også at tage et kreditkort med.

Mindst to forskellige plastikkort
Kun 37 procent af kvinderne og 41 procent af mændene rejser med mindst to kort, hvoraf det ene er et kreditkort som fx et Mastercard. Det er 4 procent flere sammenlignet med sidste år. Men alt for mange aner ikke, hvorfor de skal have flere kort på hånden. Når banker anbefaler, at man rejser med mindst to kort, hvoraf det ene skal være et kreditkort, skyldes det hensynet til vores betalingssikkerhed. Med to kort kan man altid betale, hvis det ene kort bliver afvist. Virksomheder har jo ikke pligt til uden videre at tage imod ethvert tænkeligt plastikkort.

bakery

Hvad kan kortet?
For mange forbrugere er det uklart, hvad forskellen er på et Visa/Dankort og et kreditkort. Faktum er, at et kreditkort som regel er det eneste kort, en udenlandsk biludlejningsvirksomhed vil acceptere som garanti under udlejningen. Der findes mange forskellige kort, og det er der en grund til. De enkelte kort har forskellige maksimale forbrugsgrænser pr. løbende 30 dage, ligesom der er stor forskel på, hvor stort et beløb man kan hæve kontant pr. dag. Nogle kreditkort har desuden tilknyttet ekstra fordele som rejseforsikring m.m.

Regional betalingskultur
Midt- og nordjyder er mindst glade for plastikkort. Det er kun hhv. 35 og 29 procent af dem, der har mindst to plastikkort med på rejsen. I hovedstaden er det 44 procent. Målingen viser, at jo mere man tjener, og jo ældre man er, jo mere bevidst er man om at rejse med mindst to forskellige plastikkort.

325.000 danskere har skiftet en dyr betalingsvane ud med en billigere
I udlandet betaler danskerne helst med kort, hvis de kan komme til det. Det gælder lige over halvdelen. Siden sidste års måling har flere hundrede tusinde danskere skiftet en dyr betalingsvane ud med en, der er billigere.

Hver tredje bruger helst kortet til kontanthævning

Nu er det kun hver tredje, der som hovedregel bruger plastikkortet som en undskyldning for at få lidt motion ved at ligge i fast rutefart hen til den lokale hæveautomat for at hæve lokale kontanter. Men det er stadig alt for mange, da det er en dyr måde at betale på i ferien. Betaler man direkte med kort, sparer man gebyret for kontanthævninger. Mange kontanter i lommen frister også lommetyve. Plastikkort er sikrere.

Telefonen er stadig et eksotisk betalingsmiddel
Kun 1 procent betaler med telefonen via fx Apple Pay og Nordea Wallet, hvor de kan.  Det er den nemmeste måde at betale på, men målingen viser, at det er en vane, vi har svært ved at tage hul på.

Sikker betaling på ferien
Kontaktløs betaling med fx Apple Pay er en tak mere sikker end kortbetaling, fordi koden ikke bruges og ikke kan aflures. Bruger man tommelfingeren til at godkende betalingen, slipper man for at huske en kode. Kortbetaling er mere sikker end kontanter. Et mistet kort skal straks spærres. Som hovedregel er forbrugerens selvrisiko på op til 375 kr., hvis kortets pinkode er brugt, selvom man ikke har givet den fra sig. Bliver ens taske eller pung stjålet af en lommetyv, dækker forsikringen som regel pung og taske, men ikke de mange kolde kontanter.