Der er sol over de europæiske aktier

Alle tal for Europa peger én vej, og det er op. Erhvervslivet blomstrer, renten er lav, forbruget stiger, og arbejdsløsheden falder. Derfor er det et godt valg at investere i europæiske aktier i øjeblikket. Faktisk taler økonomerne om et ’sweet spot’.
Premium Nyt går bag om tallene og spørger seniorstrateg Morten Hessner, hvorfor foråret og sommeren har vist så gode resultater på de finansielle markeder i eurolandene.

Hvad handler det økonomiske ’sweet spot’ om?
”Det er et udtryk fra sportens verden og henviser til, når man rammer bolden helt rigtigt. Der er mange faktorer i Europa lige nu, som får markederne til at bevæge sig i den rigtige retning. Væksten er høj, og inflationen lav. Virksomhederne giver flotte overskud, og arbejdsløsheden er nedadgående. Samtidig er der ro på den politiske scene, efter at franskmændene valgte en præsident og et nyt parlament, der går ind for europæisk samarbejde og gerne vil gennemføre reformer. Det har haft en meget positiv indvirkning på aktiebilledet.”

Hvorfor er Frankrig så afgørende i den sammenhæng?
”Det er kun få måneder siden, at hele antiestablishmentstormen rasede, og vi ikke vidste, hvad et helt centralt og toneangivende land i Europa ville vælge. Nu er det så lykkedes for Macron at få absolut flertal for sin reformlinje, hvor han støtter EU-samarbejdet og tror på internationale aftaler. Den slags kan den finansielle sektor godt lide. Det har tydeligvis styrket aktierne i eurozonen. Macron har allerede vist, at han vil trække i arbejdstøjet for et endnu stærkere tysk-fransk samarbejde, som er hele kernen i eurosamarbejdet. Det er langt mere afgørende for stabiliteten på aktiemarkedet end Brexit – selvom Brexit fylder meget i medierne.”

sol over aktierne

Grafen for de europæiske aktier går støt opad, kan det fortsætte?
”Ja, det tror vi på i Nordea. Ud over gode tal for BNP over hele linjen i Europa det første kvartal, så er der en række ’tillidsindikatorer’, som vi ser på. For eksempel går det bedre end nogensinde for de tyske virksomheder, hvilket vi kan se i IFO-indekset. Her er 7.000 tyske virksomheder registreret, og i juni lå det på det højeste niveau siden den første opgørelse i 1991. Det viser en meget stor optimisme i tysk erhvervsliv, og det smitter af på resten af Europa. Hertil kommer, at europæiske aktier også er relativt billigere end for eksempel amerikanske aktier.”

Hvad skal kunderne så gøre for at få mest ud af situationen?
”Det kommer helt an på, hvad man som kunde har det bedst med. Vi har investeringsløsninger, hvor vi tager hånd om hele processen, og hvor man som kunde ikke behøver at spekulere over, om man har de rigtige investeringer i sin portefølje. Bankens eksperter sørger på denne måde for, at porteføljen hele tiden er opdateret og tilpasset kundens risikoprofil og udviklingen i markedet. Vil man selv gerne have en finger med i spillet står hele vores investeringsplatform Nordea Investor til rådighed, hvor kunderne selv kan købe og sælge på alverdens investeringsmarkeder. Uanset hvad kunden foretrækker, anbefaler vi altid, at man tager en snak med sin bankrådgiver, inden man investerer.”